Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Profil -Traditionsrig skole med fremtidssyn

Skolen repræsenterer først og fremmest en balance mellem det traditionelle og det nye. Høj faglighed blandt personale og elever, respekt for hinanden, ro og tryghed er blandt de værdier, som siden skolens oprindelse har været i centrum.

I dag finder man samtidigt et tydeligt fokus på den enkelte elevs trivsel, personlige og sociale udvikling – en udvikling der sker i et tæt samarbejde mellem skole og hjem. Trivsel er det fundament, som fagligheden bygger på. Vi arbejder derfor målrettet mod at udvikle et trygt samspil i relationen mellem barn og voksen, og et trygt læringsrum er centralt for os. Vi værner om retten til, at den enkelte kan definere sig selv indenfor fællesskabets rammer.

Skolens sigte er at være uddannelsesforberedende, således at eleverne er klar til en ungdomsuddannelse, hvor de evner at tage vare på egne interesser og ansvar for egen arbejdsindsats.

Vi har stor fokus på det naturvidenskabelige område, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem grønt flag, skakundervisning i matematiktimer samt flere naturvidenskabelige timer. Vi har derudover adskillige initiativer til børn med særlige forudsætninger Digitalisering og digital dannelse er blandt de områder, der gennem de senere år har været med til at præge skolens udvikling.

Således er Nykøbing F. Realskole en skole, hvor samtaler med elever og forældre samt trivselsundersøgelser og afgangsprøver viser, at elever på Realskolen trives og modtager undervisning, der udfolder deres potentiale.

Skolen har ca. 400 elever fordelt på tre afdelinger: indskoling-, mellem- og udskolingsafdeling samt en fritidsafdeling. Fritidsafdelingen supplerer skolens undervisning og medvirker til trivsel og social udvikling, der er derfor en forventning om, at alle børn er tilknyttet skolens SFO. 

Med til skolens profil hører en klassekvotient for 0. til 9. klasse på op til 24 elever og der tilstræbes en ligelig fordeling mellem piger og drenge. 

Skolens fritidsafdeling tilbyder SFO for børn i 0.-3- klasse og Klub for børn i 4.-6. klasse.

Værdigrundlag

Med udgangspunkt i nærvær, engagement, faglighed og dannelse prioriteres tryghed, trivsel og gode relationer som fundament for læring.

Historie

Nykøbing F. Realskole er en privatskole beliggende i hjertet af Nykøbing by. Skolens historie går tilbage til 1871.

Indskrivning

Bliv en del af et trygt og udviklende læringsmiljø.

Faglighed gennem tryghed