Indskrivning
Bliv en del af et trygt og udviklende læringsmiljø.
På Realskolen får dit barn mulighed for at udvikle sig fagligt, personligt og socialt. Vi er en fagligt orienteret privatskole, hvor der lægges vægt på det enkelte barns uddannelse såvel som dannelse.
Skolen er i sit udgangspunkt traditionelt funderet, og vi lægger vægt på faglig fordybelse, ro, tryghed og trivsel. Dette opnås ved en undervisning og pædagogisk tilgang, der bærer præg af engagement, nysgerrighed og åbenhed. Samtidig er vi en skole, der følger med tiden. Vi inddrager forskellige læringsstile og eksperimenterer med kreativitet og bevægelse i undervisningen. Eleverne arbejder i deres stamklasser såvel som på tværs af klassetrin. Vi udvikler gennem hele skoleforløbet det enkelte barns digitale kompetencer. Vi har en nul-tolerance-politik i forhold til mobning. Skolen er fri for religiøs og ideologisk tilknytning – og den enkelte lærer har i vid udstrækning en metodefrihed, der giver de bedste betingelser for læring og udvikling.
Fra skolestart prioriterer vi den første læsning, da læsning er en forudsætning for at klare sig godt i alle fag. I indskolingen er der et tæt samarbejde mellem skole og fritidsafdeling. På mellemtrinnet udvikles, formaliseres og trænes den tillærte viden, og i udskolingen rettes fokus mod at gøre eleven uddannelsesparat. I alle afdelinger samarbejder eleverne på tværs af klasserne og hvert år er der lejrtur på alle klassetrin.
På skolen tilstræber vi en positiv, tryg og tillidsfuld atmosfære, hvor man gør sit bedste og forventer, at andre gør det samme. Vi anser det som vigtigt, at ethvert barn føler sig som en del af skolen.
Det enkelte barns trivsel og tryghed er centralt gennem hele skoletiden, og ved tillidsfulde lærer-elevrelationer samt et tæt skolehjemsamarbejde, hvor forældre bakker op om skolens værdier, skaber vi sammen de bedste rammer for en god skolegang.
Du er altid velkommen til at kontakte Realskolen for en samtale og rundvisning.
Vores SFO skaber trygge og udviklende rammer, hvor børnene igennem leg og samvær på tværs af klasser og alder har mulighed for at skabe venskaber for livet.
Mulighed for at styrke sociale relationer og tilknytning til kammerater gennem leg, spil og fællesskab, samtidigt med at børnene har indflydelse på Klubbens aktiviteter.